Dansk Handicap Forbund og Muskelsvindfonden ikke i tvivl: Bedre retssikkerhed nu!

silhuet mod vindue

Foto: Unsplash

Mens vi i venter på en egentlig reform af handicapområdet, mener Dansk Handicap Forbund og Muskelsvindfonden, at der skal igangsættes løsninger for at forbedre retssikkerheden for mennesker med handicap nu. Det er menneskers hverdag, som falder fra hinanden, og vi kan ikke vente på en reform, når en række løsninger ligger lige for

12. maj 2021

 

Af Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden, og
Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund

Efter behandlingen af borgerforslaget om at fjerne handicapområdet fra kommunerne, rystede stort set ingen partier på hånden. Udmeldingen fra Venstre, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Alternativet var klar: Der skal igangsættes forhandlinger om effektiv opstramning af retssikkerheden inden sommerferien.

Vi behøver ikke at vente, til evalueringen af det specialiserede socialområde er færdig, stod der blandt andet på Altinget.dk umiddelbart efter debatten om borgerforslaget.

Partier: Hvad vil ministeren gøre her og nu?
Vi noterer os også, at partierne efter debatten om borgerforlaget har skrevet følgende i den betænkning, som er på dagsordenen i socialudvalget onsdag den 19. maj:

”Vi opfordrer derfor social- og ældreministeren til allerede nu at indkalde til forhandlinger om en forbedring af retssikkerheden på handicapområdet, så en retssikkerhedsaftale kan være på plads, når forhandlingerne om en reform af handicapområdet går i gang. Det kan bidrage til, at der blandt borgere med handicap og deres pårørende skabes tillid til, at den reform af handicapområdet, vi aftaler, også vil blive efterlevet i praksis.” står der i første udkast til betænkningen.

Det er et klart signal, og der er en række løsninger, som ligger lige for.

Flere partier har ønske at fjerne kommunens incitament til at spare penge
En af de løsninger, som flere partier udtrykker støtte til, er forslaget om en retssikkerhedsfond.

Løsningen handler om at fjerne kommunernes incitament til at spare penge ved enten at udskyde afgørelser eller træffe forkerte afgørelser. Helt konkret går forslaget ud på, at kommuner skal betale en bøde til en retssikkerhedsfond, hvis de ikke følger lovgivningen.

Forslaget er oprindeligt formuleret som en anbefaling fra Advokatsamfundet.

Vi kan ikke tale os ud af disse problemer. Vi anerkender og deltager i flere initiativer om fx retssikkerhedsalliancer og partnerskaber, men samtidig møder vi mennesker, som hver dag kontakter os med spørgsmålet: hvad gør I for at få reelle ændringer, som vi kan mærke?
— Simon Toftgaard Jespersen og Susanne Olsen

Appel: Konkrete handlinger nu
Vi repræsenterer en stor gruppe mennesker, som hver dag oplever, hvordan deres retssikkerhed krænkes. En oplevelse, som også vores rådgivning er vidne til i sag efter sag.

De menneskelige konsekvenser er store, og det rammer ekstra hårdt, når man oplever, at kommunerne træffer lovstridige afgørelser uden konsekvenser. Fejl på fejl uden konsekvenser.

Situationen er uholdbar og betyder, at den sidste rest tillid, der måtte være mellem de berørte mennesker og kommuner, desværre er ved at falde fra hinanden.

Vi kan ikke tale os ud af disse problemer. Vi anerkender og deltager i flere initiativer om fx retssikkerhedsalliancer og partnerskaber, men samtidig møder vi mennesker, som hver dag kontakter os med spørgsmålet: hvad gør I for at få reelle ændringer, som vi kan mærke?

Derfor retter vi en kraftig appel til Christiansborg: giv os konkrete forbedringer af retssikkerheden nu. Det er ikke en omkostning, men alene en sikring af, at loven bliver overholdt.


Seneste Nyt

Forrige
Forrige

Milliardudspil til handicapområdet fra KL kan ikke stå alene

Næste
Næste

Handicapområdet Forfra: Her er Dansk Handicap Forbunds forslag til reform af handicapområdet