Der er behov for en massiv og bredspektret indsats fra Folketingets side, som både reparerer på de akutte og mere fundamentale udfordringer ved BPA-ordningen, skriver repræsentanter for CP Danmark, Dansk Handicap Forbund, Muskelsvindfonden, FOA og Handicapbranchen Danmark. Indlægget kommer forud for BPA-konferencen onsdag på Christiansborg, hvor LOBPA har inviteret en række centrale aktører til at diskutere problemer og løsninger på området

16. marts 2022

”Der skal værnes om servicelovens hjælpeordninger”. Sådan hedder det i vedtagelsesteksten efter forespørgselsdebatten (F43) om borgerstyret personlig assistance (BPA) i juni 2021.

Et stort og massivt flertal af Folketingets partier anerkendte helt og fuldt det bekymringsflag, vi – en række bruger-, erhvervs- og fagorganisationer – har rejst på vegne af hjælpeordningerne.

Finanslovens redningskrans
Vi er selvfølgelig rigtig glade for den håndsrækning, regeringen og støttepartierne gav til BPA-ordningen ved Finansloven. 30 mio. kr. til at løse det helt akutte problem med kommunernes løbske og ukontrollable brug af rådighedstimer. Det er et første skridt, som vil få stor betydning for borgernes tryghed og bæredygtigheden i den enkelte ordning. Det vil vi gerne kvittere for.

Men vi er også nødt til at sige: det er ikke nok, og der er langt igen. En redningskrans, som alene samler udfordringerne med rådighedstimerne op, holder ikke verdens bedste kompensationsordning flydende.

Der er behov for en massiv og bredspektret indsats fra Folketingets side, som både reparerer på de akutte udfordringer: hjælpere, der ikke må hjælpe med hverdagsagtige sundhedsydelser, hjælperteam, der opløses, og ordninger, der kollapser, fordi hjælperne opsiges uden om de gældende varslingsregler, når borgeren indlægges på hospital.

Og de mere fundamentale udfordringer: kommunernes grundlæggende økonomiske modvilje mod at bevilge nye ordninger – fx ved at anfægte borgerens evne som arbejdsleder, at fastholde at mennesker med omfattende behov for hjælp kan nøjes med hjemmehjælp og ledsageordning eller ved ikke at ville afregne borgeren det administrationsbidrag, det rent faktisk koster at få administreret en BPA-ordning. Kun en grundlæggende reform af finansieringen kan rettet op på kommunernes iver efter at konvertere BPA-ordninger til institutionsanbringelser i ledige døgnpladser eller institutionslignende ophold i hjemmet med punkthjælp på faste tidspunkter til at komme op af sengen, på toilettet, til madlavning osv.

Der er både handicappolitiske, erhvervspolitiske og arbejdsmarkedspolitiske udfordringer i spil, hvis kommunernes pressede økonomi får lov til at lægge verdens bedste kompensationsordning i ruiner. Men aben lander kun ét sted: i skødet på de svært handicappede borgere, som ikke får mulighed for at leve en ligeværdig og selvstændig tilværelse, men stavnsbindes hjemme eller tvinges på døgninstitution.

Derfor opfordrer vi det meget brede politiske flertal, som stod bag forespørgslen F43 og den efterfølgende vedtagelsestekst, om at stå ved ånden i vedtagelsesteksten og ”værne om servicelovens hjælpeordninger”. Det kræver en langsigtet, målrettet og øremærket genopretningsindsats.

Giv ministeren bemyndigelse til en bekendtgørelse
Det er ikke fikset med et hyrdebrev eller to. I dag kan kommunerne presse ordningerne, fordi reglerne er uklare og i alt for høj grad hviler på fortolkninger og et upræcist og ikke bindende vejledningsmateriale. Kun udmålingen af tilskuddet er i dag fastsat i en bekendtgørelse.

Skal vi sikre ordningen, har vi brug for, at ministeren får hjemmel til at udstede en langt mere præcis bekendtgørelse, som præciserer målgruppen, udstikker klare og præcise retningslinjer for brugen af rådighedstimer, hjælpernes muligheder for at assistere med dagligdags sundhedsydelser, varslingsordningens gyldighed ved hospitalsindlæggelser, hvilken arbejdsmarkedsoverenskomst hjælperne kan forvente, hvilket grundlag borgeren får til at vælge hjælp hos en forening eller virksomhed til arbejdsgiverdelen m.v.

Samtidig må det politisk sikres, at den eksisterende udmålingsbekendtgørelse efterleves, så borgerne kan få deres BPA-ordninger administreret, at foreninger og virksomhederne får fair rammevilkår og hjælperne anstændige ansættelsesvilkår, så mennesker med handicap ikke bliver den evige sorteper i den stadigt skærpede konkurrence om arbejdskraft og kommunal jagt på besparelser.

“I dag kan kommunerne presse ordningerne, fordi reglerne er uklare og i alt for høj grad hviler på fortolkninger og et upræcist og ikke bindende vejledningsmateriale.”

— Landsformand Susanne Olsen m.fl.

Endelig er det helt afgørende, at den igangværende evaluering af handicapområdet resulterer i en finansierings- og visitationsreform, som fjerner kommunernes eneret på visitation og fjerner kommunernes økonomiske uvilje mod hjælpeordningerne. Det opnår vi kun gennem en mere solidarisk finansiering, som sikrer, at de økonomiske incitamenter og visitationen understøtter de fagligt rigtige beslutninger.

Bekræft aftalen i ord og handling
Den 16. marts samles interessenterne på området: politikere, embedsfolk, brugere og brugerorganisationer, brancheforeningen, faglige organisationer, foreninger og virksomheder til konference i Landstingssalen om lige netop hjælpeordningerne.

Her får alle – ikke mindst det politiske flertal bag vedtagelsesteksten F43 – en enestående chance for at bekræfte, at de mente det, og at de har til hensigt at leve op til de løfter, der blev givet under F43. For de mennesker, det handler om, er der ikke brug for mere snak. En velfungerende hjælpeordning udgør forskellen på, om man har et liv eller ikke har et liv.

Derfor har vi brug for konkret handling nu.

Debatindlægget er skrevet af Pia Allerslev, landsformand i CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese, Susanne Olsen, landsformand for Dansk Handicap Forbund, Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden, Finn J.L. Kemp, formand i Handicapbranchen Danmark og Torben K. Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren i FOA.
Indlægget er bragt i Altinget den 15. marts. Læs det her