Ledsageordningen – et skridt mod et mere inkluderende samfund

Foto: Colourbox

Dansk Handicap Forbund spillede en central rolle i udviklingen og gennemførelsen af ledsageordningen. Forbundet arbejdede målrettet for at sætte mennesker med handicaps behov på den politiske dagsorden, og indsatsen blev en milepæl i kampen for lige rettigheder og inklusion

Den 28. maj 2025

Jubilæumshistorie nr. 22 i anledning af Dansk Handicap Forbunds 100-års jubilæum

I begyndelsen af 1990’erne satte tre af Dansk Handicap Forbunds medlemmer fokus på en af de store barrierer for mennesker med handicap. Livet uden for eget hjem og institutioner var ofte begrænset for mange mennesker med handicap. Adgangen til fritidsaktiviteter, sociale arrangementer og det almindelige samfundsliv var ikke en selvfølge, og det skulle der laves om på.

Forbundet argumenterede for, at alle mennesker, uanset handicap, har ret til et liv med lige muligheder, frihed, selvbestemmelse og deltagelse i samfundslivet. Arbejdet blev ikke kun en politisk sag, men også en kamp for rettigheder.

Resultatet blev ledsageordningen. I 1993 vedtog Folketinget ledsageordningen, som trådte i kraft i 1994. Formålet med ordningen var klart: at give mennesker med handicap mulighed for at leve et aktivt og selvstændigt liv.

Ordningen gav borgere mellem 12 og 67 år med betydelige og varig nedsat funktionsevne ret til op til 15 timers ledsagelse om måneden. Det var en banebrydende beslutning, fordi den anerkendte retten til deltagelse i samfundslivet på egne præmisser for mennesker med handicap.

Ledsageordningen er et af de vigtigste redskaber, vi har, for at sikre mennesker med handicap retten til et liv på lige vilkår. Det handler om frihed....Det er en rettighed, vi skal værne om
— Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund

Dansk Handicap Forbund spillede en central rolle i udviklingen og gennemførelsen af ledsageordningen. Forbundet arbejdede målrettet for at sætte mennesker med handicaps behov på den politiske dagsorden, og indsatsen blev en milepæl i kampen for lige rettigheder og inklusion.

Ledsageordningen er et af de vigtigste redskaber, vi har, for at sikre mennesker med handicap retten til et liv på lige vilkår. Det handler om frihed, friheden til at deltage i samfundet, til at tage i biografen, besøge venner eller bare tage en tur i byen. Den frihed må aldrig blive en luksus, der afhænger af kommunaløkonomi. Det er en rettighed, vi skal værne om” siger Susanne Olsen, landsformand for Dansk Handicap Forbund, en af initiativtagerne.

Status i dag

I dag er ledsageordningen fortsat en vigtig del af serviceloven (§ 97). Men Dansk Handicap Forbund har fortsat en aktiv rolle i at bevare ordningen og gøre opmærksom på at den eksisterer.

Senest har forbundet gennemført et projekt, som havde til formål at skabe et overblik over alle de steder, hvor det er muligt at have en ledsager med. Derfor findes der nu en hjemmeside, hvor man kan finde oplysninger om mere end 1.150 steder, som accepterer ledsagekort. Hjemmesiden er den første løsning med så mange steder registreret, og det er første gang, der kommer en fælles løsning, som gælder på tværs af handicaporganisationerne.

I dag står ledsageordningen som et konkret eksempel på, hvordan politisk arbejde og brugerinddragelse kan føre til varige forbedringer i livskvalitet og samfundsdeltagelse for mennesker med handicap. Men også som et område, der stadig kræver opmærksomhed og kamp for at sikre, at intentionerne fra 1994 også holder i 2025. Derfor arbejder Dansk Handicap Forbund fortsat på at forbedre ordningen, blandt andet med at øge antallet af ledsagetimer om måneden.

Læs mere om ledsageordningen her

Læs mere om, hvor du kan bruge dit ledsagekort her

 

Seneste fokus og perspektiv

 
Forrige
Forrige

Læs seneste SAPU nyhedsbrev her

Næste
Næste

Nye aftaler er landet. Og de gør det lettere for studerende med handicap