Retssikkerhed og beredskab i fokus på Folkemødet
Foto: Stine Stenholdt.
Forbundets udvalg BTPU og SAPU har sendt sekretariatschef Jeppe Kerckhoffs til Folkemødet for at sætte fokus på retssikkerhed og beredskab. Her flankeret af kørestolsbarbie, som ved beredskabsdebatten skal symbolisere og huske alle på, at mennesker med handicap ikke må glemmes.
Dansk Handicap Forbund er til stede på Folkemødet med et fokus på at løfte retssikkerheden for mennesker med handicap og skabe opmærksomhed på det manglende handicapfokus i beredskabsplaner
Den 11. juni 2026
I disse dage afvikles Folkemødet i Allinge på Bornholm. Også I år har vi fået mulighed for at medvirke i debatter og arrangementer, hvor DHF’s mærkesager sættes i fokus. Vores politiske udvalg og afdelinger arbejder løbende med at samle viden og sætte ord på de vigtigste udfordringer for vores medlemmer. Både før og under Folkemødet har vi fået mulighed for at fremhæve to kerneområder. En stærkt presset retssikkerhed, som medfører et markant tab af hjælp for vores medlemmer. Og det store problem, at mennesker med handicap glemmes, når der skal laves beredskabsplaner for befolkningen i tilfælde af krisesituationer. Deltager på debatterne er sekretariatschef Jeppe Kerckhoffs.
Retssikkerhed og praksisskred hos Danske Advokater
Retssikkerhed for mennesker med handicap.
Danske Advokaters telt – torsdag kl.14 – 15.
Debatten på folkemødet foregår i Danske Advokaters telt med deltagelse af partner hos Kammeradvokaten, Sune Fugleholm, advokat René Offersen, Folketingets Ombudsmand Christian Lundblad og formand for dommerforeningen Mette Lyster Knudsen.
Sekretariatschef Jeppe Kerckhoffs har forud for debatten belyst emnet i en podcast, produceret af Kammeradvokaten.
Hør Podcasten på Spotify og Apple podcast - vælg afsnittet ‘Retssikkerhed på handicapområdet under pres’
Kort fortalt problematiserer vi fra DHF’s side, hvordan vores medlemmer oplever stigende problemer med at få den kompenserende støtte de har behov for og vi fremhæver, hvordan der er sket et markant praksisskred, som betyder mindre, at der i dag bevilges markant mindre hjælp end der gjorde for 15 år siden – på tre kerneområder, som fx BPA, bilstøtte og kompensationsydelse er tallene særligt tydelige, hvilket forbundet social- og arbejdsmarkedspolitiske udvalg har arbejdet intenst med at afdække og bære ind i den politiske debat.
Sort på hvidt kan det aflæses, at vi er gået fra at have 2200 BPA-ordninger til i dag kun at have 1400 og antallet af nyvisiterede til ordningen er halveret, bevilget bilstøtte er siden 2005 faldet med 62% og sammenlignet med 2007 er modtaget af kompensationsydelse indskrænket til en tredjedel af, hvad den oprindeligt var, da den blev indført i 2007.
Samtidig ser vi, at juraen ikke kan bremse denne negative udvikling. Dette er også blevet bekræftet i ’Magtudredningen 2.0’, som peger på, at juraen ikke kan løse problemet. Det kommunale skøn er for elastisk, praksisskred kan ske uden at blive stoppet af juraen og derfor må der tænkes nyt.
Beredskabsbat med fokus på, at mennesker med handicap glemmes
Beredskab – din eller statens opgave?
Østifterne og DR på Nykredits scene - fredag kl. 15.15 – 16.00
På scenen er beredskabsministeren, DR, Forenet Kredit, Østifterne, Københavns Professionshøjskole, De Grønne Nabofællesskaber, Dansk Handicap Forbund, Red Barnet og Magten DR.
Mens myndighederne beder befolkningen om at forberede sig på at kunne klare sig i tre døgn i tilfælde af en krise, så ses der en fuldstændig mangel på planer i forhold til mennesker med handicap, som tilbage uden nogen form for overblik over, hvad man skal gøre, hvis strømmen til hjælpemidlerne mistes, hvis der på grund af en krise ikke dukker hjælpere op eller der skal ske en evakuering.
Dansk Handicap Forbunds bygge- og trafikpolitiske udvalg samt Dansk Handicap Forbunds Københavns afdeling har arbejdet intenst med at sætte fokus på dette gennem kampagnen og beredskabsvideoerne ’Hvorfor prepper Preben ikke?’.
BEREDSKABSVIDEOERNE KAN DU SE HER
Der er fra centralt hold udsendt nogle generelle anbefalinger til kommunerne om at sikre beredskabsplaner, men de fleste steder meldes der om en fuldstændig mangle på planer og at man melder hus forbi, når mennesker med handicap henvender sig med spørgsmål om dette emne, ligesom en APP om beredskab helt ignorerer emnet.
Det står i kontrast til Sverige, hvor BTPU-medlem Helga Mark har deltaget i konferencer om emnet og kan berette om, at enhver borger med handicap kan gå til sin kommune og få en klar plan for, hvad der skal ske, hvis vi rammes af forskellige risikoscenarier.
En undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer viser, at 68% af respondenterne med handicap mangler tillid til, at myndighederne kan løfte opgaven. For 3 ud af 4 vil det få alvorlige eller livstruende konsekvenser, hvis man ikke tager højde for deres særlige behov og 65% angiver, at tilstedeværelsen af en plan vil have meget stor beroligende effekt.
Læs mere om DH undersøgelsen og DH’s anbefalinger til beredskabsindsatsen:
https://handicap.dk/lokalafdelinger/inspiration-til-politisk-arbejde/saet-kommunale-beredskab-paa-dagsordenen-handicapraadet
Præsentation af ny forskning på beskæftigelsesområdet
Udover de ovennævnte debatter deltager Dansk Handicap Forbund også fredag på et særarrangement hos Rockwoolfonden, hvor udvalgte fagpersoner præsenteres for nyeste forskning på beskæftigelsesområdet.

