Valgspørgsmål til kommunalvalget 2025
Foto: Colourbox
Kommunalvalget er vigtigt, og der er brug for, at vi alle i løbet af valgkampen hjælper hinanden med at sætte handicapområdet på dagsordenen. Herunder har vi samlet spørgsmål og inspiration, som du kan bruge i mødet med politikerne
Den 04. september 2025
I materialet kan du hente lidt baggrundsviden om, hvorfor kommunalvalget er vigtigt, du kan få gode fif til, hvordan du kan agere, og frem for alt kan du hente inspiration i nogle af de spørgsmål, som forbundets politiske udvalg har formuleret.
Landsformand Susanne Olsen håber, at så mange som muligt vil bakke op under valgkampen:
”Når vi taler handicappolitik, så vender vi ofte blikket mod Christiansborg, men vi skal huske, at kommunerne har enorm indflydelse, da det er deres rolle at fortolke og prioritere. Det udmønter sig i store nationale forskelle, og derfor er det afgørende, at vi påvirker kommunalpolitikerne. Første og fremmest skal vi sikre, at handicapsagen kommer på dagsordenen, og så skal vi bruge valget og deres lydhørhed til at danne alliancer og skabe kontakter, som vi kan benytte efter valget. Og hvis vi er mange nok, så kan vi gøre en stor forskel.”
Læs også vores artikler i Handicap NYT om betydningen af kommunalvalget, og hvordan du kan bidrage.
Artiklerne er skrevet af faglig og politisk chef Jeppe S. Kerckhoffs, og landsformand Susanne Olsen giver gode råd til, hvordan man praktisk kan bidrage som enkeltperson:
”Kommunalvalget er vigtigt” på side 46 i Handicap NYT nr. 4 / 2025.
”Alle kan gøre en forskel” på side 49 i Handicap NYT nr. 4 / 2025.
(Artiklerne kan læses her på hjemmesiden fra fredag d. 05. september klokken 14, da bladet endnu ikke er udkommet)
Deltag i vores online valgarrangement med deltagelse af kommunalforsker Roger Buch den 7. oktober kl. 19.00 – 20.30 på Zoom.
Mødelink:
https://us06web.zoom.us/j/86005159269?pwd=sdyWXZOeXn9iebjtOj4Z8bKfJGEHXk.1
Find også på Danmarkskortet tal for omgørelsesprocenterne i den enkelte kommune. Tallene fortæller, hvor mange sager, der ændres af Ankestyrelsen (hjemvisning + omgørelse), og er et samlet tal for, hvor mange fejl, der er i sagsbehandlingen:
https://www.sm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2025/jun/danmarkskortet-er-opdateret-med-seneste-omgoerelsesprocenter
Find også andre lokale tal fra din kommune på DH’s hjemmeside:
https://handicap.dk/dinkommune
Generelle spørgsmål
Hvad er for dig et godt og værdigt liv med handicap her i kommunen?
Hvad forstår du ved et liv med lige muligheder? Der er jo stor forskel på, hvordan borgerne påvirkes af deres funktionsnedsættelse, samt hvilken livssituation de befinder sig i. Hvornår mener du, man som enkeltperson er kompenseret for sit handicap? Giv konkrete eksempler.
Vil du arbejde for, at der fastsættes konkrete mål for forbedringer på handicapområdet her i kommunen? Og mener du, at handicapkonventionens artikler skal omsættes til konkrete mål for handicappolitiken her i kommunen?
Hvordan vil du mere målrettet sikre, at retssikkerheden for den enkelte opnås, og der ikke sker fejl i sagsbehandlingen? Og hvad er din kommentar til kommunens omgørelsesprocent?
Vil du sikre en bedre inddragelse af målgruppen, så dialog mellem borger og kommunen kan styrkes? Og hvordan vil du gøre det?
Vil du sikre en bedre inddragelse af målgruppen, når der skal træffes beslutninger om handicapområdet i kommunen – og hvordan vil du gøre det?
Beskæftigelsespolitik
Hvordan vil du sikre borgere med handicaps ligestilling på arbejdsmarkedet her i kommunen?
Hvordan vil du sikre, at borgere med handicap får den bedste hjælp og vejledning efter beskæftigelsesreformen, som giver kommunen større frihed til at tilrettelægge indsatserne?
Hvordan vil du sikre, at implementeringen af den nye beskæftigelsesreform ikke efterlader den sårbare målgruppe af borgere, der har brug for hjælp til beskæftigelse? Her tænker vi især på de 860.000 borgere i Danmark, der selv oplever at have et handicap i forhold til uddannelse og arbejde.
Hvordan vil du sikre, at alle kender de kompenserende ordninger i beskæftigelseslovgivningen, og at de rent faktisk bliver brugt til at understøtte, at mennesker med handicap kan komme i og fastholde beskæftigelse?
Hvordan vil du sikre, at den nytænkning, der er mulig med beskæftigelsesreformen, kan bidrage til, at beskæftigelse og fritid hænger bedre sammen – også for mennesker med handicap? Her tænker vi især på en sammenkobling af beskæftigelsesloven og serviceloven?
Socialpolitik
Hvordan vil du sikre, at borgerne får en individuel vurdering af deres sag, som ikke tilsidesættes af kvalitetsstandarder?
Vil du arbejde for, at kommunen indhenter specialiseret viden til støtte for sagsbehandlingen, når sagerne er komplekse og sammensatte?
Hvordan vil du sikre, at borgerne får den rigtige hjælp fra starten – fx i forhold til hjælpemidler?
Mener du, at borgerstyret personlig assistance (BPA) er en vigtig ordning for mennesker med indgribende funktionsnedsættelser? I dag er antallet af og tilgangen til nye ordninger faldet markant. Mange får et alternativt tilbud i form af punkthjælp, og dermed begrænses deres mulighed for et aktivt og selvstændigt liv. Vil du arbejde for, at dem, der har behovet, kan få adgang til ordningen?
Hvordan vil du sikre, at de handicapkompenserende ordninger i serviceloven sikrer sammenhæng på tværs af områder som privatliv, uddannelse, beskæftigelse og fritidsliv?
Universelt design og tilgængelighed
Hvordan vil du sikre, at lokalplaner udformes, så mennesker med handicap kan færdes, benytte og opholde sig på lige fod med andre borgere alle steder i kommunen?
Vil du arbejde for, at der bliver flere handicapparkeringspladser på 4,5 x 9 meter – og hvad vil du helt konkret gøre?
Hvad vil du helt konkret gøre for at øge tilgængeligheden i det offentlige rum? Og vil du sætte nogle konkrete mål for, hvad der skal gøres tilgængeligt i løbet af den kommende valgperiode?
Hvordan vil du sikre, at flere mennesker med et handicap kan inkluderes i foreningslivet, idrætslivet og kulturlivet? Giv et konkret eksempel på en forandring, du ønsker at implementere.
Vil du være med til at ophæve de 104 ture i handicapkørselsordningen, så visiterede kan køre efter deres eget behov?
Rigtig god valgkamp!
Med venlig hilsen
SAPU og BTPU