Demonstrationen i fuld gang — Foto: Jeppe Kerckhoffs

Vi er ved at miste troen på, at politikerne vil os – og ser os som jævnbyrdige borgere, lød det fra landsformand Susanne Olsen i Slagelse til demonstration under Handicapinitiativet. Samtidig blev der afholdt demonstrationer i fem andre byer, og Dansk Handicap Forbund var repræsenterede med talere i dem alle. Her kan du læse landsformandens tale

6. oktober 2021

Så er vi her igen. Mennesker med handicap er på gaden i hele landet. Vi har selv arrangeret det, og vi er stolte af at stå sammen som bevægelse. Sammen om at sende et klart budskab – ikke fordi det er specielt morsomt, men derimod fordi vi er presset ud over al rimelighed.

Der er gået et halvt år, siden vi i sommer demonstrerede i landets fire største byer. Baggrunden var dengang den dybt skuffende økonomiaftale mellem stat og kommuner, hvor handicapområdet fuldstændigt blev tilsidesat – oven i købet med et signal om yderligere besparelser – til trods for de veldokumenterede udfordringer på området.

I dag står vi i præcis den samme situation.

Det var som at få en spand kold vand i hovedet og virkede decideret provokerende, fordi den skuffende økonomiaftale fulgte i kølvandet på en åbenbart tom retorik om, at vores levevilkår skulle forbedres. Og med levevilkår mener vi den helt basale kompensation for vores funktions-nedsættelse, som udgør fundamentet under vores hverdag. Det er ikke luksus eller særlige goder, vi taler om – nej, det er muligheden for overhovedet at kunne klare personlig og praktisk hjælp, komme uden for hjemmet, indgå i aktiviteter og opnå den rette støtte, som modvirker, at vores funktionsniveau forværres.

Et halvt år er gået, og vi har sundet os – mens vi sammen har vendt og drejet situationen.

Signalerne er klare – der er et misforhold, i mellem det man siger, og det man gør, og det gør os ikke bare bekymrede – men får os i stigende grad til at miste troen på, at I politikere vil os – og at I ser os som jævnbyrdige borgere.

Vi er mange organiserede, som prøver at mane til ro og give håb til vores medlemmer, men det bliver sværere og sværere – fordi vi, som står i forreste række på barrikaderne, faktisk også er ved at miste troen på, at vi vil se forbedringer. Det handler simpelthen om, at vi nu får meldinger ind om kommunale budgetter, som byder på fortsatte markante besparelser. Når vi befinder os på et så kritisk lavt niveau, som vi gør netop nu, så vil yderligere besparelser på området fjerne den sidste rest af værdighed, og vi vil se alvorlige følgeskader – både fysisk og mentalt. Det er en fuldstændig uacceptabel udvikling, og det skal stoppe nu.

“Kære politikere – I har muligheden for at handle nu. Finansloven er en mulighed for at vise os en smule konkret velvilje. Derfor er vores appel til jer i dag, at når I sidder ved forhandlingsbordet, så tænk på det menneske, som er låst i eget hjem, hvor toiletbesøget erstattes af en ble. De mennesker, som fratages et selvstændigt liv, fordi hjælpeordningen med kommunal kreativitet klippes i småstykker.”

— Susanne Olsen, landsformand

Netop nu forhandler partierne på Christiansborg om finansloven. Vi er ret sikre på, at mange af jer politikere har indset, hvor presset handicapområdet er, men det store spørgsmål er, om I vil levere? Vi er glade for at høre flere partier nævne handicapområdet, men vil vi se det omsat til, at vi får flere midler til området?

Kære politikere – I ved godt, at mange af os har svært ved at komme ud af døren og protestere – mange af os er ramt af forhold, som enten fastholder os i eget hjem eller har slidt på os i en sådan grad, at vi simpelthen ikke har kræfterne til at kæmpe.

Derfor kommer vi, der taler i dag, med et vigtigt budskab. Vi er nogle, der er mødt op i dag. Vi kunne være mange flere, men mange er simpelthen ikke i stand til det. Derfor skal i forestille jer, at hver af os, som er til stede i dag repræsenterer mindst 10 andre, som ikke kan møde op og derfor må sidde hjemme og venter på det næste besøg fra hjemmeplejen. For når man skal have hjælp til alle dagligdags funktioner – alt det, som andre mennesker tager for givet – så er det umuligt at mønstre ressourcer på andet end bare det at komme igennem dagen.

I dag siger vi på vegne af alle dem, som ikke kan være her, at vi vil have handling her og nu! Hvis I – kære politikere – mener det, I siger – så vis os det! Og vis os det nu! Ord er tomme, hvis ikke de følges op af handling.

Kære politikere – I har muligheden for at handle nu. Finansloven er en mulighed for at vise os en smule konkret velvilje. Derfor er vores appel til jer i dag, at når I sidder ved forhandlingsbordet, så tænk på det menneske, som er låst i eget hjem, hvor toiletbesøget erstattes af en ble. De mennesker, som fratages et selvstændigt liv, fordi hjælpeordningen med kommunal kreativitet klippes i småstykker, et ellers raskt menneske, som får tryksår og alvorlige infektioner, fordi man får det forkerte hjælpemiddel, den unge med handicap, som må opgive uddannelsesdrømmen, eller familien, som falder fra hinanden, fordi de bliver mødt med mistro og må bruge al deres vågne tid på at kordinere og gennemgå kafkaske sagsforløb.

Situationen forværres og forbitres af, at systemet og de medarbejdere, som vi har så meget brug for, bliver placeret i en fuldstændig uacceptabel rolle som vores modstandere.

Vi har brug for stærke fagpersoner både i visitation og ved udførelse af opgaverne.

Det, vi ikke har brug for, er medarbejdere, som er gode til at afvise, bortforklare eller ’skjule’ de hjælpemuligheder, som loven rummer.

Vi har derimod bug for fagpersoner, som har muligheden for at udfolde deres faglighed og opnå de resultater, som de er uddannet til at arbejde for.

Vi oplever ikke længere fagpersoner, som møder os i øjenhøjde, og som får mulighed for, sammen med os, at finde de optimale løsninger, som får os til at fungere og frisætter os, så vi kan give noget til vores netværk og lokalsamfund.

Tilliden er mistet, fordi fagpersonernes rolle de facto er at begrænse vores kompensation i stedet for at forebygge i samarbejde med os. Den situation er opslidende for fagpersonerne og for os. Og ærlig talt, så er det en helt urimelig situation at sætte både dem og os i.

Både politikere og administratorer sidder på behørig afstand af os, det handler om. Vi er her i dag for at få jer til at se de mennesker, som gemmer sig bag regnearkene og de politiske floskler.

I skal tænke på os, og I skal særligt tænke på dem, som ikke kan være her i dag. De, der sidder derhjemme, er faktisk borgere på lige fod med alle andre. De har en ret som alle andre til et værdigt liv, hvor man kan udfolde sine talenter og kan leve en meningsfuld hverdag, og de har en ret til at få afhjulpet følgerne af deres funktionsnedsættelse. Det kan ikke gradbøjes, og det er rent faktisk principper, som vi som samfund har forpligtet os på internationalt. Vi må og skal have forbedringer på handicapområdet inden skaden bliver uoprettelig. For en stor del af os er situationen uholdbar – for en del er den desperat. Det kræver handling her og nu, og I har en konkret mulighed for at gøre noget ved det.

Derfor siger vi i dag: Giv os en forbedring via finanslovsforhandlingerne og fortæl os, hvad I vil – ikke med flere ord og intentioner – men med konkrete handlinger!

I sommer sagde vi, at I havde smidt os i en grøft og vi havde desperat brug for et løft. I dag gentager vi, mens finanslovsforhandlingerne pågår – giv os nu det løft!

Tak for ordet og stor tak til arrangørerne af denne demonstration!

- København - Jeppe S. Kerckhoffs, faglig og politisk chef
- Aarhus - Rikke Kastbjerg Pedersen, næstformand
- Odense - Gitte R. Reckendorff Nielsen, SAPU (social- og arbejdsmarkedspolitisk udvalg)
- Helsingør - Hans J. Møller, SAPU
- Middelfart - Zakaria Naser, SAPU
- Slagelse - Susanne Olsen, landsformand