Tilliden mellem systemet og borgere med handicap har aldrig været lavere, fortæller Susanne Olsen, der er landsformand for Dansk Handicap Forbund. Lige nu får forbundet flere og flere henvendelser fra medlemmer, hvor deres sag er blevet til en konflikt. Vi skal tilbage til en værdig dialog, hvor sagsbehandlerne har fagligt råderum til reelt at lytte til borgernes behov, mener Susanne Olsen.

Den 8. januar 2026

(Artiklen er tidligere i dag bragt på mediet socialtindblik.dk. /Red.)

Af Niels Svanborg niels@socialtindblik.dk

”Hvor man tidligere gik til møde med kommunen for at finde en løsning sammen, går man i dag ofte ind i mødet med en forventning om konflikt.”

Sådan opsummerer Susanne Olsen situationen lige nu for de mange medlemmer, som hver uge henvender sig til Dansk Handicap Forbund for at få hjælp og støtte.

Susanne Olsen har i 45 år været aktiv i handicappolitik. De sidste 19 år som landsformand for Dansk Handicap Forbund, der i 2025 markerede sit 100-års jubilæum. Og når Susanne Olsen gør status for forbundets hundrede år og sit eget næsten halve århundrede som aktiv, er det med en stærk bekymring for de kommende år.

For nok har der været år med store fremskridt inden for handicappolitikken. Men de sidste ti år er billedet vendt, fortæller hun.

Hver eneste uge ringer stadig flere medlemmer med sager, der er blevet til konflikter, og medlemmer, der ikke får den hjælp, de har brug for. Antallet af de sager har aldrig været større, fortæller Susanne Olsen, der oplever, at praksis på flere måder har ændret sig markant de seneste år.

“Ja, altså, det er jo vores oplevelse gennem nogle år nu. Det handler både om personlig og praktisk hjælp, men også hjælpemidler. Det kan eksempelvis være handicapbiler. Men det kan også være inden for beskæftigelsesområdet, fleksjob og andet. De kommer oftere i klemme i systemet, og det er blevet sværere at få tilkendt ydelser,” siger Susanne Olsen.

Når afgørelsen kommer
Det, der træder mest tydeligt frem, når Susanne Olsen beskriver udviklingen de seneste år, er ikke kun kampen om en konkret ydelse. Det er også et skifte i selve relationen mellem borger og kommune.

”Mange henvender sig til forbundet, både fordi de har brug for sparring til klageveje og proces, men også fordi de oplever, at selve kontakten til kommunen har flyttet sig fra noget, der lignede et samarbejde, til noget, der opleves som en konfliktzone, allerede før sagsbehandlingen er begyndt,” siger Susanne Olsen.

Hun beskriver, hvordan det for nogle påvirker dem fysisk og psykisk at åbne deres e-Boks, fordi de forbinder systemets skriftlige kommunikation med afgørelser, de ikke kan forudse, og med dokumenter, der i deres oplevelse ikke hænger sammen med det, de selv har sagt og forklaret.

“Vi oplever, at nogle borgere ofte ikke tør åbne deres e-Boks. De bliver meget angste og stressede, når de har sager, der ligger til behandling,” siger Susanne Olsen.

Hun ser ofte, at sagerne begynder med en god dialog mellem borgere og sagsbehandlere.

”De kan have siddet til et møde og haft en oplevelse af, at de blev lyttet til, og at der var en forståelse for deres situation og behov. Men så kommer afgørelsen, og den føles, som om den er truffet af nogen, der slet ikke har været i rummet. Og jeg har jo også selv som bisidder set referater, hvor jeg tænkte, at det var lidt besynderligt, den måde man har beskrevet det på. Eller deciderede fejl. Åbenlyse fejl. Også i beskrivelsen af borgerens funktioner,” siger Susanne Olsen og fortsætter:

”Problemet er, at afgørelsen ofte træffes af nogle helt andre end dem, der har mødt borgeren, og som derfor heller ikke har den konkrete fornemmelse af det menneske, sagen omhandler.”

Hun ser et mønster i afgørelserne, hvor standardformuleringer i stigende grad træder i stedet for borgerens konkrete oplysninger, og hvor udmålinger ikke svarer til det, der blev talt om på mødet.

“Så kommer der et brev med nogle standardformuleringer, som kommunen bruger, men som slet ikke svarer til det, man har talt om. Det er, som om vi har været til et helt andet møde. Og det, der bliver bevilliget, svarer slet ikke til det, der blev talt om på mødet. Man har ikke taget udgangspunkt i det menneske, man faktisk har mødt.”

Begrænser friheden
Når Susanne Olsen bliver spurgt direkte til, om det skyldes ændringer i lovgivningen, svarer hun et klart ”nej”. Konflikterne kommer ifølge hende ikke, fordi reglerne er nye, men fordi praksis, særligt de sidste syv til ti år, er blevet mere restriktiv, og fordi økonomi fylder mere som styrende parameter, fortæller hun.

“Lovgivningen har været den samme i rigtig mange år. Men det, der er sket, er, at man er blevet mere restriktiv i praksis. Før så man reelt på, hvad behovet var, og hvordan man bedst kunne afhjælpe det. I dag opfylder man måske kun noget af behovet,” siger Susanne Olsen og peger på en typisk sag.

“Bare for at tage et eksempel, handicapbil. Det er blevet rigtig svært at få bevilget lån til en handicapbil. Ofte ser man meget detaljeret på, hvor meget folk kører. Men man ser ikke så meget på, hvilken frihed det giver selv at kunne komme rundt spontant og på egne præmisser. I stedet får man tilbudt kørselsordninger, som er meget stramme og rigide. Og det betyder, at man skal vælge: Skal jeg bruge min tur på at komme til en fødselsdag, eller skal jeg bruge den på noget andet, fordi man måske kun har mulighed for at komme ud én gang om ugen.”

Mange af de sager, som medlemmerne henvender sig med, er gået i hårdknude for længst. Og konflikten bliver meget ofte personlig og sat i relationen til kommunen. Susanne Olsen beskriver et mødeklima, hvor mange borgere ofte går ind med en forventning om konflikt, fordi de allerede har oplevet, at det, der bliver sagt, ikke nødvendigvis bliver det, der bliver besluttet.

“Tidligere gik man til møde med sin sagsbehandler for at finde en løsning sammen. I dag går mange ind i mødet med en forventning om konflikt, fordi de har oplevet, at det, der bliver sagt, ikke er det, der ender på papir,” siger Susanne Olsen og tilføjer, at det stigende konfliktniveau også rammer de ansatte, fordi relationen ændrer karakter, og fordi borgeren ofte kommer ind til mødet med et højt alarmberedskab.

“Den medspiller, sagsbehandleren burde være, bliver af mange oplevet som en modspiller. Og det er rigtig trist – både for borgerne og for de ansatte. For det handler jo om systemet og ikke den ansatte,” siger Susanne Olsen.

Et af de tydeligste tegn på mistilliden er, ifølge Susanne Olsen, at bisiddere i stigende grad bliver nødvendige. Mange borgere fortæller, at de ikke længere går til møder alene. Og selvom Susanne Olsen er bekymret over den udvikling, så forstår hun behovet.

“Vi oplever ofte, at tonen ændrer sig, når der sidder en bisidder med ved bordet. Mange siger bagefter, at de aldrig har oplevet sådan et møde før. Men sådan burde det jo ikke være,” siger Susanne Olsen, der er bekymret for, at udviklingen skubber flere borgere i retning af private løsninger.

”Vi ser borgere, der hyrer private socialrådgivere eller advokater, fordi de føler, at de har brug for professionel støtte for at kunne navigere i deres sag, forstå argumenterne og sikre, at de bliver hørt, og at deres sag bliver korrekt beskrevet. Det er dyrt for den enkelte borger, men det er det, man tyr til, fordi systemet er blevet så svært at navigere i.”

Samtidig beskriver Susanne Olsen en mere stille og måske mere alvorlig konsekvens. Nemlig at flere borgere begynder at begrænse deres liv.

“Der er borgere, som er bange for at være ude i offentligheden, fordi de tænker: Tænk, hvis min sagsbehandler ser mig og senere siger: Jeg så godt, at du kunne det og det. Det kan betyde, at mennesker holder sig tilbage fra at være i offentligheden eller deltage i aktiviteter, fordi de frygter, at det kan blive brugt imod dem. Det gør altså noget ved menneskers livsudfoldelse og livskvalitet, når de føler, de skal begrænse deres liv på den måde,” siger Susanne Olsen.

En værdig dialog
Men selvom Susanne Olsen oplever, at medlemmerne i stigende grad frygter de ansatte, så ser hun løsningen i at give råderum tilbage til dem, der møder borgeren, og om at genopbygge en praksis, hvor dialogen igen bliver bærende, og hvor afgørelsen afspejler mødet.

For Susanne Olsen handler udviklingen ikke kun om enkeltsager eller manglende bevillinger, men om hvilken retning relationen mellem borger og system bevæger sig i.

“Når mødet mellem borgere og sagsbehandlere i stigende grad opleves som en konflikt, og afgørelserne træffes langt fra det menneske, de vedrører, så gør det noget ved tilliden. Man skal give mere fagligt råderum tilbage til dem, der møder borgeren,” siger Susanne Olsen, der peger på, at mange borgere godt kan acceptere et nej eller en anden løsning, hvis de oplever, at de er blevet set og hørt og mødt med respekt, og at beskrivelsen fra mødet afspejler den samtale, de har haft. Hvis man lytter til borgerens behov og sammen finder løsninger, så får man en værdig dialog.”