Mange mennesker med handicap føler sig svigtet af kommunen

Foto: GUA Studio

Ny undersøgelse afslører udbredt utilfredshed og voksende utryghed

Den 12. juni 2025

En ny rundspørge blandt mennesker med handicap viser alvorlige problemer med den kommunale støtte. Hver tredje er utilfreds med den hjælp, de har fået, og mange oplever, at økonomiske hensyn vejer tungere end deres reelle behov. Det går ikke kun ud over tilliden til systemet. Det går også ud over livskvalitet, helbred og muligheden for at leve et aktivt liv. Det er simpelthen ikke godt nok, mener Dansk Handicap Forbund.

”Det her er ikke bare tal. Det er menneskers hverdag, trivsel og liv, der er på spil”, siger landsformand Susanne Olsen.

Danske Handicaporganisationer har netop offentliggjort en ny analyse, som bygger på svar fra 880 mennesker med handicap eller længerevarende sygdom, der alle har modtaget støtte fra kommunen inden for de seneste fem år. Undersøgelsen giver et tydeligt billede: Der er stor utilfredshed med den kommunale støtte, og det er ikke kun et tillidsproblem. Når støtten ikke er der eller kommer for sent, får det store konsekvenser for mennesker med handicap.

Især tre forhold går igen:

·        Hjælpen dækker ikke borgerens behov

·        Sagsbehandlingen trækker ud

·        Økonomi vægtes højere end faglige vurderinger

Det får store konsekvenser. Næsten halvdelen har fået sværere ved at deltage i sociale fællesskaber. En ud af ti har måtte opgive uddannelse og arbejde på grund af den manglende støtte.

”Når mennesker bliver dårligere, mister tilknytning til uddannelse og arbejdsmarkedet, og isoleres socialt, fordi hjælpen ikke kommer eller ikke er god nok, så har systemet fejlet. Og det er helt uacceptabelt”, siger landsformand Susanne Olsen.

Det her er ikke bare tal. Det er menneskers hverdag, trivsel og liv, der er på spil
— Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund

Ifølge undersøgelsen føler mange, at deres behov vokser, mens de venter på hjælp. Langtrukne sagsforløb og afslag på nødvendig støtte fører til forværring af både fysisk og psykisk helbred.

”Vi ser det igen og igen. Når støtte ikke kommer i tide, så går det ud over borgernes trivsel. Ventetid og afslag kan skabe angst, stress og depression, og i sidste ende mere behov for hjælp. Det er både umenneskeligt og økonomisk uansvarligt”, siger landsformand Susanne Olsen.

61 procent af de adspurgte føler sig utrygge ved, om de overhovedet kan få den nødvendige hjælp i fremtiden. Og ser man fem år tilbage, oplever hver tredje, at hjælpen er blevet dårligere.

Men det er jo ikke så underligt, at tilliden til systemet smuldrer, når flere mennesker med handicap oplever, at deres behov bliver overhørt eller nedprioriteret. Det er hverken værdigt eller holdbart.

I Dansk Handicap Forbund mærker vi den manglende tillid og stigende utilfredshed i vores rådgivning. I 2024 havde vi 2.716 henvendelse til vores rådgivning og 491 sager. Til sammenligning havde vi 2022 2.111 henvendelser og 458 sager.

Mennesker med handicaps manglende tillid og stigende utilfredshed til den kommunale støtte kan ikke løses med småjusteringer i den enkelte kommune. Der er brug for en national specialeplan, hvor faglighed og ensartede krav sikrer, at mennesker med handicap får den støtte, de har brug for.

”Vi har brug for klare retningslinjer og en garanti for, at det er faglighed og ikke økonomi, der afgør, hvilken hjælp man får. Det handler om menneskers liv, ikke sagsnumre”, siger landsformand Susanne Olsen.

Fakta fra undersøgelsen:

  • 1 ud af 3 er utilfreds med den kommunale støtte

  • 61 % er utrygge ved fremtidig hjælp

  • 47 % har fået sværere ved at deltage i sociale aktiviteter

  • 35 % har fået det psykisk dårligere

  • 10 % har måttet opgive job eller uddannelse

Læs mere om Danske Handicaporganisationers undersøgelse her

 

Seneste fokus og perspektiv

 
Næste
Næste

Inklusion af mennesker med handicap på arbejdsmarkedet: En historisk udvikling og en aktuel bekymring