Østre Landsret frifinder Slagelse Kommune for ansvar ved svigt på botilbud
Foto: Gua Studio
En vigtig sag på en sørgelig baggrund
Den 21. oktober 2026
Østre Landsret har afsagt dom i en sag om myndigheders ansvar ved omsorgssvigt på botilbud. Retssagen blev indledt i Østre Landsret, fordi Lucas’ mor og en mor til et andet barn på Heimdal har anlagt sag mod Slagelse Kommune med påstand om brud på menneskerettighederne.
Toårige Lucas mistede livet på botilbuddet, som følge af en lungebetændelse, mens han var i aflastning, selvom nattevagterne skulle se til ham en gang i timen. Maigen blev, af sine forældre, i 2020 fundet stærkt forpint og kun ved at handle hurtigt og bringe hende på hospitalet, reddede hun livet.
I begge tilfælde var der tegn på, at noget var helt galt. Både familier og sundhedsvæsen havde udtrykt bekymring og råbt op. Alarmklokker, som der ikke blev reageret på.
Sagen var principiel og blev derfor taget op i landsretten, og tirsdag den 20. oktober blev Slagelse Kommune frifundet for ansvar ved domsafsigelsen.
Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund, udtaler i forbindelse med dommen:
”Det er en vigtig sag på en sørgelig baggrund. For os er det afgørende, at der sikres trygge rammer, korrekt faglig indsats og høj patientsikkerhed for børn og borgere med svære handicap. Desværre er det ikke en overraskende dom. For det er svært at drage myndighederne til ansvar i sådanne tilfælde. I Dansk Handicap Forbund vil vi læse dommen grundigt, og vi håber, den vil blive anket til Højesteret.”

