Vi står sammen med vores nordiske naboer

Foto: Wikimedia

På tværs af de nordiske lande ses store udfordringer med nedskæringer og barrierer på handicapområdet. Pres på de kompenserende ordninger, haltende retssikkerhed og fortsatte udfordringer i forhold til tilgængelighed

6. november, 2026

Problemerne på handicapområdet er ikke kun et dansk fænomen. I de øvrige nordiske lande ser man samme tendenser til nedskæring, og at adgangen til kompenserende ordninger er under stærkt pres. Handicapforbund fra Norge, Sverige, Island, Finland og Danmark står sammen om at analysere problemerne, dele erfaringer og argumenter, og på den måde får vi afgørende viden, som kan bruges i det handicappolitiske arbejde i de enkelte lande. 

På nordisk møde fra 5. - 6. november i Malmø, har vi fokus på følgende emner: 

-De enkelte borgere pålægges et alt for stort ansvar for at oplyse og dokumentere i forhold til egen sag. Mange borgere har svært ved dette, og det skaber stor ulighed i adgangen til kompenserende ydelser. På det nordiske møde vil alle landene fremlægge eksempler på dette, og sammen identificerer vi de bedste argumenter, som kan bruges til at styrke retssikkerheden i de enkelte lande.

-Alle lande deler positive udviklinger, men også de aktuelle udfordringer vi står overfor. I Danmark glæder vi os over, at den handicappolitiske rammeaftale fra 2024, som lagde stramme økonomiske begrænsninger på handicapområdet, som en følge af ambitionerne i regeringsgrundlaget er ophævet, Men der er lang vej til at se ambitionerne omsat til reelle mærkbare forandringer for de enkelte borgere. Derfor beder vi de nordiske kolleger om at give sparring til denne proces - baseret på erfaringer og best practise fra deres lande.

-Tilgængeligheden kommer i særligt fokus - det gælder spørgsmålet om forpligtende mål i bygningsreglementerne, erfaringer med en tilgængelighedsrundrejse fra den svenske ungdomsorganisation, og fra dansk side deler vi erfaringer med vores nye initiativ i forhold til at registrere handicapparkeringspladser over hele landet. 

-FN's handicapkonvention har 20 år på bagen. Vi kigger nærmere på, hvad den har betydet for handicappolitiken i de nordiske lande, og vi fokuserer på, hvordan vi kan fremme, at konventionen bliver gjort mere operationel på tværs af de mange aktører, som er involveret i at skabe løsninger, der sikrer lige muligheder for mennesker med handicap.  

"“Vi ser frem til et spændende program. Det har enorm værdi, at vi kan bruge vores nordiske kollegers erfaringer på områder, hvor vi ikke selv har gjort os erfaringer. På den måde bliver de forskellige nordiske lande et laboratorium, hvor vi kan opnå læring, som så kan anvendes i vores eget nationale arbejde. Samtidig tror vi på, at det er vigtigt at holde fast i den nordiske velfærdsmodel, da vores systemer ligner hinanden til forveksling og vi ser en stor styrke i at stå sammen om at bevare en nordisk model, som fremmer ligestilling og inklusion i samfundet”."
— Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund
 

 

Seneste fokus og perspektiv

 
Næste
Næste

Østre Landsret frifinder Slagelse Kommune for ansvar ved svigt på botilbud