Stigning i antallet af førtidspensioner ingen overraskelse

kørestol foran væg

Foto: Unsplash

Antallet af tilkendte førtidspensioner overstiger niveauet før reformen fra 2013, viser undersøgelse fra SMVdanmark. Ifølge Inger Steen Møller er det ingen overraskelse, da tilkendelserne blot er trukket i langdrag

16. april 2021

Dansk Handicap Forund har lige siden førtidspension- og fleksjobreformen blev indført i 2013 ventet på en revision af selv samme reform. Reformen er igen blevet aktuel, efter at en ny undersøgelse fra SMVdanmark konkluderer, at niveauet for tilkendte førtidspensioner nu overstiger niveauet fra før 2013.

Ifølge formand for forbundets social- og arbejdsmarkedspolitisk udvalg, Inger Steen Møller, er det dog ikke nogen overraskelse, da ”reformen fra start har sigtet for bredt og fejlagtigt ramt personer, hvor førtidspensioner hele tiden har været den eneste rigtige løsning.”

Siden reformen er syge mennesker blevet tvunget ud i lange og unødvendige forløb, og ifølge formanden er tallene fra SMVdanmark udtryk for, at alle disse mennesker nu faktisk har fået tilkendt en førtidspension, og det får stigningen til at være særlig markant – ”fordi de hele tiden har haft behovet,” siger hun.

Selvom beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsens (S) tilkendegivelse af justeringer på området, overleveret som skriftligt svar til Politiken, virker tiltrængt og velkommen, så medfølger der også bekymring hos Dansk Handicap Forbund. Dette skyldes, at perspektivet for den kommende revision blot virker til at være kvantitativt med fokus på nedgang i antallet af tilkendte førtidspensioner.

”Det er ikke det, der er problemet. Hvis folk er syge, skal de tildeles en førtidspension,” forklarer Inger Steen Møller. Tilbage står hun med en stor undring. For et ressourceforløb tildeles først, ”når alt andet er afprøvet,” så hvad er der egentlig tilbage at få ud af et langt ressourceforløb, spørger hun.

Sammen med 63 andre faglige- og sociale organisationer har Dansk Handicap Forbund siden 2013 samarbejdet om en #VærdigReform. Med samarbejdet sættes der fokus på de store problemer, som reformen medførte, og konkret foreslår organisationerne bag initiativet seks konkrete krav til forbedringer til lovgivningen.

Du kan finde de seks konkrete krav via hjemmesiden her.

Dansk Handicap Forbund sætter streg under, at der er behov for, at systemet tager lægeerklæringer for pålydende, lytter til enkeltpersonerne – også i forhold til muligheden for fleksjob, skånejob eller frivilligt arbejde.

Dertil påpeger Inger Steen Møller, at ”erfaringerne viser, at personer, der får ro omkring deres situation, ofte efterfølgende vil have overskud til at bidrage mere både i hverdagen i familien og til lokalsamfundet,” siger hun og fortsætter.

”Vores ønske er, at man fremover sætter borgeren i centrum, således at man i et konstruktivt samarbejde kan finde en løsning, som er baseret på tillid i stedet for kontrol.”


Seneste Nyt

Forrige
Forrige

Handicapforbund: Uafhængige specialister skal kunne trumfe kommunernes afgørelser

Næste
Næste

Ny undersøgelse cementerer behovet for politisk handling