Kom med til demonstration den 22. maj på Christiansborg Slotsplads i København klokken 17.00-19.00

Vi demonstrerer for, at mennesker med handicap har ret til et værdigt og aktivt liv i Danmark. Og det bakker Dansk Handicap Forbund op om.

23. april 2024

Fra Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund, lyder en klar opfordring til at deltage i den fælles demonstration på Christiansborg Slotsplads den 22. maj kl. 17.00-19.00:

”Det her handler om et liv med lige muligheder for alle, og derfor er det vigtig for os alle sammen. I Dansk Handicap Forbund bakker vi op om demonstrationen på Christiansborg, og jeg vil opfordre alle, der har mulighed, til at deltage,” lyder det fra Susanne Olsen.

Mennesker med handicap i Danmark har ret til et værdigt og aktivt liv. Og det burde være et fælles anliggende. Det burde vedrøre os alle.
— Monica Lylloff og Caspar Eric

Beskrivelse af demonstrationen fra organisatorerne
Under titlen ”Undskyld vi er her”, ønsker vi at pege på de forringelser, der sker på handicapområdet i den danske velfærdsstat. Den manglende hjælp, den svigtende retssikkerhed og afskæringen fra at kunne deltage i samfundet er virkeligheden for alt for mange.

Det kan vi gøre så meget bedre!

Den samtale bliver vi nødt til at tage nu. Især her hvor regeringen lægger op til at implementere Tranæs-udvalgets anbefalinger. Det vil forringe mennesker med handicaps levevilkår, og det vil svække retssikkerheden yderligere.

Det er et spørgsmål om, hvilket samfund vi vil være? Det er et spørgsmål om, hvorvidt man kan gøre for, at man har et handicap? Og det er et spørgsmål om. hvilket liv man har ret til som menneske med handicap i dagens Danmark?

Derfor demonstrerer vi nu
I Danmark elsker vi at fortælle hinanden, at vi lever i et af verdens bedste velfærdssamfund. Men for mennesker med handicap er store dele af hverdagen lige nu en daglig kamp.

I 15 år har kommunerne lavet fejl i en tredjedel af alle klagesagerne om hjælp til mennesker med handicap.

Dokumentarfilm har blotlagt pressede og umenneskelige vilkår på nogle af landets bosteder. Mennesker med handicap dør af skoldning i badekar eller ligger og råber på hjælp uden at nogen kommer.

I den mildere ende udelukkes mennesker med handicap dagligt fra at have et aktivt og socialt liv, og i en undersøgelse foretaget af DH og Det Centrale Handicapråd fremgik det, at 70 % af befolkningen ikke ved, hvordan de skal omgås mennesker med handicap.

”Det her handler om et liv med lige muligheder for alle, og derfor er det vigtig for os alle sammen. I Dansk Handicap Forbund bakker vi op om demonstrationen på Christiansborg, og jeg vil opfordre alle, der har mulighed, til at deltage.
— Susanne Olsen

Vi taler om et område, som bliver politisk nedprioriteret år efter år med den konsekvens, at mennesker, der allerede har et handicap og deres pårørende bliver både ensomme, deprimerede eller endnu mere syge.

Vi taler om, at vi har arbejdskraftmangel i Danmark, og alligevel står 42.000 mennesker med handicap lige nu klar til at tage et job.

I stedet for at løse de store problemer, hører vi politikere udtale, at det specialiserede socialområde er en byrde for resten af samfundet. Selvom de problemer, der er på området, er en direkte konsekvens af deres egne politiske prioriteringer.

Derfor ønsker vi nu at sige: Mennesker med handicap i Danmark har ret til et værdigt og aktivt liv. Og det burde være et fælles anliggende. Det burde vedrøre os alle.

 

 

Seneste fokus og perspektiv

 
Forrige
Forrige

Handicap Nyt bliver digitalt

Næste
Næste

Mere end 2000 henvendelser i 2023