Bilstøtte til mennesker med handicap er under alvorligt pres

kvinde i elkørestol på vej ind i sin handicapbil på en lift

Foto: Gua Studio

Mange mennesker med handicap kan kun kompenseres tilstrækkeligt gennem bilstøtte. Derfor har det meget negative konsekvenser, at antallet af bevillinger falder, og mennesker efterlades i isolation og passivitet

Den 04. februar 2026

Mange søger hjælp
Dansk Handicap Forbund har stort fokus på de centrale kompensationsordninger, som gør, at hverdagen med et bevægelseshandicap kan hænge sammen. En af de helt afgørende er støtte til køb af bil. Når man ikke kan benytte offentlige transportmidler, og man har et kørselsbehov, som ikke kan imødekommes med kørselsordninger, så er denne ordning afgørende. Den udgør forskellen på, om man kan have et aktivt liv præget af spontanitet og frihed – eller om man isoleres i eget hjem med alle de følgevirkninger, det har.

I Dansk Handicap Forbund ligger spørgsmål om bilstøtte, som et af de områder vi får allerflest henvendelser om. Det fylder og henvendelserne kommer fra medlemmer over hele landet, som er dybt påvirket af, at bilstøtten, som er et afgørende fundament under deres tilværelse, er blevet så svært at opnå støtte til.

Særligt ser vi udfordringer, når man ikke er under uddannelse eller på arbejdsmarkedet, men alligevel har et aktivt liv og ambitioner om at leve ligesom alle andre borgere. Vi ser problemer både med at opnå en bevilling, at få genbevilget og udfordringer med at få bevilget den bedst egnede bil eller de rette tilpasninger.

Det kan også aflæses i statistikkerne, at antallet af bevillinger er faldende – og kigger vi langt tilbage, så er faldet markant – fra 2011 til 2024, kan man i Danmarks Statistiks statistikbank, aflæse et fald i antallet af bevillinger på 42 %.

Udfordringerne med manglende bilstøtte skriver sig ind i et generelt billede af et ekstremt pres på de handicapkompenserende ordninger og dermed vores medlemmers mulighed for at fungere i hverdagen.

(...) Der hersker for mange myter om denne ordning. Der er ingen, som får en bil. Derimod er der tale om et lån, som man selv afdrager på, og sammenlignet med de store drifts- og administrative omkostninger, der er forbundet med andre kørselsordninger, har vi her en ordning, som giver fuld frihed, og til en meget lav pris for det offentlige.
— Susanne Olsen, Landsformand i Dansk Handicap Forbund

En effektiv og billig kompensationsordning
For landsformand Susanne Olsen er det frustrerende, at muligheden for bilstøtte er blevet så restriktiv:
”Det er nærliggende at tænke, at faldet er betinget af økonomiske overvejelser, men i min optik er det en forkert tilgang, da bilstøtte er en meget billig måde at gøre mennesker med indgribende handicap selvstændige. Der hersker for mange myter om denne ordning. Der er ingen, som får en bil. Derimod er der tale om et lån, som man selv afdrager på, og sammenlignet med de store drifts- og administrative omkostninger, der er forbundet med andre kørselsordninger, har vi her en ordning, som giver fuld frihed, og til en meget lav pris for det offentlige.”

For Susanne Olsen er det også et problem, at der ikke er et blik for livskvalitet:
”Udfordringerne omkring bilstøtte er for mig et meget tydeligt billede på, at der ikke er et blik for betydningen af livskvalitet for det enkelte menneske. I stedet for at tænke i kompensation og ligestilling, så tænkes der i minimumshjælp, hvor isolation bliver resultatet. Det går både ud over det enkelte menneske, men også over samfundet, som går glip af nogle borgere, som gerne vil bidrage aktivt til fællesskab og lokalsamfund.”   

Læs i øvrigt denne historie fra TV Midtvest, hvor en ung mand mister bilstøtten, og det netop er livskvaliteten, det går ud over

 

Seneste fokus og perspektiv

 
Næste
Næste

Brug for fokus på hjælpemiddelområdet