ældre mand med fuldskæg, briller og kasket — Foto: Per Baar Kæseler

I anledning af forbundets 100-års jubilæum giver en af forbundets tillidsvalgte, Per Baar Kæseler, som har været aktiv i DHF siden sin ungdom og er aktiv både i handicappolitik og kommunalpolitik, et stærkt eksempel på, hvad Dansk Handicap Forbund kan betyde for det enkelte medlem

Den 17. juli 2025

Jubilæumshistorie nr. 29 i anledning af Dansk Handicap Forbunds 100-års jubilæum

For mig personligt har DHF altid været en vigtig platform, hvor vi står sammen for at sikre, at vores unikke viden om det levede liv med handicap kommer frem i lyset, så både administratorer, politikere og det øvrige samfund bliver opmærksom på, at der er barrierer, som kan fjernes og dermed sikre, at alle os, som har en funktionsnedsættelse kan blive aktive samfundsborgere.

Men i anledning af 100 års jubilæet er der en særlig anekdote som jeg har lyst til at dele. En af de vigtigste værdier i forbundet er fællesskab. I dette fællesskab har vi både lokalt og på tværs af landet et stærkt netværk af mennesker, som deler de samme udfordringer og hvor man ikke behøver at forklare sig. Her lærer vi mennesker af kende, som har meget værdifuld livserfaring. Her deler vi erfaringer og vi viden og det giver et stærkt fundament for at gå ud i samfundet og deltage i alle de andre fællesskaber vi indgår i.

“Når jeg taler med andre fra forbundet, så hører jeg lignende fortællinger og jeg ser også blandt de unge i forbundet, at de bruger netværket i DHF til at finde sammen, men også til at finde vejen ud i andre fællesskaber”

— Per Baar Kæseler, tillidsvalgt i DHF

Den anekdote jeg vil dele handler netop om styrken i DHF’s fællesskab og kommer fra min ungdom. Jeg var i starten af tyverne og skulle starte på min uddannelse. Imidlertid skulle jeg studere ved en uddannelsesinstitution i den anden ende af landet. Jeg tog dog afsted fuld af energi og appetit på den nye studietilværelse der ventede mig. Men at starte forfra i en stor by i den anden ende af landet er en udfordring for de fleste. Jeg oplevede da også, at fra været af mit vante netværk relativt hurtigt gjorde, at jeg følte mig ensom.

For mig blev mit medlemskab af DHF vejen videre. Jeg tog nemlig til et arrangement i den lokale afdeling og her oplevede jeg en helt særlig ånd og DNA, hvor jeg i den grad følte mig velkommen og godt modtaget. Det særlige var, at jeg kom til et fællesskab, hvor jeg ikke behøvede at forklare mig. Mit engagement i den lokale afdeling i løbet af meget kort tid førte til, at jeg fik nye kontakter og bekendtskaber – ikke kun blandt DHF medlemmer, men også blandt andre i lokalsamfundet. Ensomheden blev brudt og jeg var i løbet af meget kort tid skubbet ud i en ny og aktiv tilværelse.

Når jeg taler med andre fra forbundet, så hører jeg lignende fortællinger og jeg ser også blandt de unge i forbundet, at de bruger netværket i DHF til at finde sammen, men også til at finde vejen ud i andre fællesskaber. Det er, som jeg ser det, noget gennemgående og tidsløst, som forbundet konstituerer. Fællesskabet gør os stærke – både som enkeltindivider og som fælles gruppe, der vedholdende arbejder for at skabe lige muligheder. Det fællesskab fortjener her i jubilæumsåret en særlig hyldest.

Tillykke med de 100 år til både forbundet og fællesskabet!

Per Baar Kæseler