Vi støtter hinanden – også digitalt
Foto: Lone og Dennis
Mennesker med funktionsnedsættelser møder mange barrierer i hverdagen – en af dem kan være det digitale, som fylder mere og mere. I DHF støtter vi frivillige i at opnå fortrolighed med de digitale løsninger
Den 24. juli 2025
Jubilæumshistorie nr. 30 i anledning af Dansk Handicap Forbunds 100-års jubilæum
Dansk Handicap Forbund er en moderne interesseorganisation med alt, hvad det indebærer. Vi opbygger fællesskaber, samler viden om det levede liv med bevægelseshandicap og arbejder handicappolitisk. Vigtigst af alt er det fællesskab, hvor mennesker med handicap støtter og hjælper hinanden. Det har vi gjort i alle 100 år.
Ude i lokalafdelingerne mødes medlemmerne om sociale aktiviteter, og ofte hjælper man også hinanden, når livet er svært, eller der er praktiske ting, der driller. Praktiske problemer kan være noget helt andet i dag, end det var for årtier siden. Da forbundet blev stiftet for 100 år siden, var der næppe nogen, der kunne forestille sig en så gennem-digitaliseret verden, som vi er en del af i dag. Den slags forestillinger var forbeholdt science fiction-forfattere.
Det digitale univers kan på mange måder gøre livet nemmere, også for mennesker med handicap, men vi er også mange, der kan have svært ved at følge med. Derfor har vi i Dansk Handicap Forbund et aktuelt tilbud, hvor medlemmer hjælper medlemmer, der har udfordringer med hverdagens IT.
Disse hjælpende medlemmer kalder vi ’digitale frivillige’.
Vi har afviklet IT-caféer, hvor man kan komme og få hjælp, ligesom vi afvikler en lang række online-seminarer, hvor man kan blive klogere på de mest gængse problematikker og muligheder. Den indsats er støttet af Digitaliseringsstyrelsen og er et godt eksempel på det styrke, der ligger i fællesskabet – en styrke, som vi særligt hylder her i jubilæumsåret.
Vil man høre mere om dette, så kan man kontakte Stig Langvad på stig@danskhandicapforbund.dk eller Claus Jensen på claus@danskhandicapforbund.dk – alternativt kan du ringe til forbundet på tlf. 39 29 35 55.