Colourbox

Foråret er højsæson for demokratiet i de 40 lokalafdelinger. På generalforsamlingerne gøres status, man vælger de personer, som skal repræsentere vores unikke fællesskab og der udpeges en retning for det kommende år

Den 30. april 2026

Lokalafdelingerne er forbundets hjerte
Hvad består Dansk Handicap Forbund egentlig af? Det er et komplekst spørgsmål, fordi forbundet i bund og grund er 7000 mennesker med bevægelseshandicap, som står sammen i et fællesskab. Lokalafdelingerne udgør et trygt netværk, hvor man kan møde mennesker i den samme livssituation som en selv og afdelingerne er samtidig en stærk platform for indflydelse for dem, som ønsker at gøre en forskel på det handicappolitiske område. I afdelingerne udveksler vi erfaring, støtter hinanden i at mestre hverdagen og møde systemet, samt genererer den unikke viden, som danner grunden for det handicappolitiske arbejde bøde lokalt og nationalt.

For at holde det hele kørende knokler 350 frivillige tillidsvalgte med alt fra organisationsdrift, søgning af midler, afholdelse af events samt yde personlig støtte. En stor del af DHF’erne er samtidig særdeles aktive i råd og nævn, lokale handicapråd og det vigtige tværorganisatoriske arbejde i DH-afdelingerne landet over.

Strukturen i forbundet er flad og der er fra første færd plads til indflydelse for alle, som har lyst til at være med. Afdelingerne arbejder autonomt og selvstændigt, men alle er sammen om det formål og de værdier, som er beskrevet i forbundets kongresvedtagne strategi. Kort fortalt er det en meget stor gruppe mennesker, som kigger i samme retning, deler et større formål om at skabe et liv med lige muligheder, men med afsæt i de forhold der præger de enkelte lokalområder.    

"Når jeg lytter til de lokale årsberetninger, så slår det mig hver gang, hvor ufatteligt stor en indsats, der gøres. Samtidig bliver jeg imponeret over, hvor meget viden der egentlig oparbejdes derude. ( ... )
Og her ser jeg hver gang jeg kommer ud, hvordan man i fællesskabet yder en omsorg for mennesker, som skaber livskvalitet på en måde, som intet system nogensinde vil kunne løse. "
— Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund

Deltagelse af den politiske ledelse
Netop nu afholdes generalforsamlinger overalt i landet og traditionen tro deltager formandskab, regionsrepræsentanter og andre tillidsvalgte fra den politiske ledelse, hvor det er muligt. Nogle gange i en dirigentrolle, andre gange som observatører og i nogle tilfælde gives der bidrag i form af oplæg om forbundet og det politiske arbejde mv.

Landsformand Susanne OIsen fortæller: ”Jeg er netop kommet hjem efter deltagelse i en af de mange generalforsamlinger og igen rammes jeg af lige dele stolthed og begejstring over, hvad man egentlig formår at løfte i lokalafdelingerne. Jeg rammes både af den omsorg medlemmerne viser hinanden, men også af den beslutsomhed der præger de tillidsvalgte, som sidder i råd og nævn og insisterer på at kæmpe for vores grundlæggende rettigheder”.

Landsformanden fortæller samtidig, at deltagelsen i generalforsamlinger er et stort arbejde, som kræver både koordinering, tid, mange timer på landevejene, men siger samtidig, at det er det hele værd: ”Når jeg i foråret kigger på bilens kilometertæller, så kan jeg godt blive forpustet, men i formandskabet er vi meget enige om, at der ligger så utrolig meget energi og betydning i vores deltagelse. Vores besøg i lokalafdelingerne er det der giver viden og retning i vores arbejde. Her ligger den viden vi lever af, her møder vi de mennesker, som vi er her for og her mærkes den særlige DHF ånd, som binder os sammen.”    

En ufattelig stor indsats
Ved de lokale generalforsamlinger gøres der typisk status over årets aktiviteter og når man hører årsberetningerne, så får man virkelig et billede af, hvor stor betydning det lokale engagement har, fortæller Susanne Olsen: ”Når jeg lytter til de lokale årsberetninger, så slår det mig hver gang, hvor ufatteligt stor en indsats der gøres. Samtidig bliver jeg imponeret over, hvor meget viden der egentlig oparbejdes derude. Mens der nogle steder opnås meget konkrete resultater fx i forhold til konkrete løsninger for tilgængelighed eller samarbejde mellem forvaltning og borgere, fascineres jeg andre steder af den enorme menneskelige betydning et lokale arbejde har. Det handler ikke om antal, men om hvilken betydning arbejdet har for det enkelte menneske. Og her ser jeg hver gang jeg kommer ud, hvordan man i fællesskabet yder en omsorg for mennesker, som skaber livskvalitet på en måde, som intet system nogensinde vil kunne løse.” 


Seneste fokus og perspektiv

 
Næste
Næste

Lidt god information til dig der søger hjælp hos systemet