Invitation til debatarrangement fra Danmarks Forsorgsmuseum
I anledning af forbundets 100-års jubilæum fejrer vi de succeser, som forbundet og handicapbevægelsen igennem årene har været med til at skabe.
Den 10. september 2025
Jubilæumshistorie nr. 37 i anledning af Dansk handicap Forbunds 100-års jubilæum
Følg derfor med på skærmen, når Dansk Handicap Forbund den 24. september kl. 16.00 – 17.00 sender live fra Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg
Foto: Fra venstre ses Sarah Smed, Lone Barsøe og Emil L. Widding
I samarbejde med Danmarks Forsorgsmuseum sender vi live on location fra Svendborg med live publikum, hvor vi sætter fokus på den del af historien, som ikke er fortalt.
Vi har hørt om dem, ’der blev anbragt’ i de store institutioner, men vi vil i anledning af jubilæumsåret zoome ind på historien om alle dem, der i kraft af blandt andet handicapbevægelsens bestræbelser kom ud i friheden og skabte selvstændige tilværelser i eget hjem, i uddannelser, på arbejdsmarkedet og som aktive samfundsborgere.
Det er et arrangement, som ifølge landsformand Susanne Olsen, i særlig grad er i tråd med forbundets grundlæggende formål og værdier:
”Siden vores stiftelse i 1925 har vi arbejdet for det selvstændige liv. Mange medlemmer har oplevet bevægelsen fra de store institutioner til det selvstændige liv, som udviklingen af velfærdsstaten og kompensationsordninger har muliggjort, og vi har som forbund været med hele vejen. Vi glæder os derfor meget til at fortælle denne historie og høre Danmarks Forsorgsmuseum sætte det i perspektiv. At vi kan afholde dette jubilæumsarrangement i denne historiske ramme, er en kæmpe bonus.”
Med afsæt i den bevægelse, der er sket fra institutioner og til det selvstændige liv, får vi både fortællingen om menneskene, men vi får også sat fortællingen ind i en historisk kontekst af Sarah Smed fra Danmarks Forsorgsmuseum. Sammen ønsker vi at opnå en forståelse af, hvad der drev denne historiske udvikling, og hvad der skal til for at skabe en positiv udvikling for målgruppen fremadrettet. Det er yderst relevant i en tid, hvor vi oplever tilbagegang i tab af rettigheder og muligheder.
Med til samtalen har vi også Lone Barsøe, forfatter og handicapaktivist. Lone var en af frontkæmperne for retten til et selvstændigt liv, og hun markerer sig stadig i debatten, senest med bogen ’Jeg leder efter en ny måde at tale om handicap på’.
Sidst, men ikke mindst, deltager Emil L. Widding. Emil er et ungt menneske, der står midt i kampen for et liv, der i højere grad er baseret på egne præmisser og drømme.
Landsformand i Dansk Handicap Forbund, Susanne Olsen, åbner samtalen.
Samtalen modereres af Jeppe S. Kerckhoffs, faglig og politisk chef.
Kom og vær med.
Klik på linket - Det foregår via mødeplatformen Zoom.
Med venlig hilsen
Dansk Handicap Forbund
Arrangementet er støtte af Bevica Legater