Landsformand Susanne Olsen — Foto: Gua Studio

I påsken grinede Radio IIII-værterne af Rasmus Lund-Sørensen, som har cerebral parese. Historien kommer kun 1,5 måned efter, at Radio IIII selv satte spot på nedsættende sprogbrug over for mennesker med handicap. I Dansk Handicap Forbund spørger vi derfor os selv, hvad kan og bør vi lære af denne sag?

7. april, 2026

I handicapbevægelsen har vi været stolte af og fremhævet Rasmus Lund-Sørensen, som under valgkampen formåede at få handicap på dagsordenen ved at gribe mikrofonen under en tv-debat. I Radio IIII-programmet ’Det, vi ser’, som blev sendt den 2. april, grinte værterne af Rasmus, som på grund af cerebral parese, taler på en lidt anden måde end gennemsnittet.

Vi er naturligvis rystede over det, fordi, som landsformand Susanne Olsen siger: ’Har du et publikum – har du et ansvar’.

Hvad der forekommer paradoksalt, er, at netop Radio IIII for kun 1,5 måned siden selv satte spot på problemet, med nedsættende sprogbrug over for mennesker med handicap. I det tilfælde var det kritik af en Youtuber – en historie, som Dansk Handicap Forbund kommenterede på, hvilket kan læses i nedenstående link:

https://www.danskhandicapforbund.dk/aktuelle-emner/har-du-et-publikum-har-du-et-ansvar

Hvad kan vi lære?

I Dansk Handicap Forbund finder vi det paradoksalt, at en radiostation kan agere på den måde, vi så i påsken, og samtidig giver det os en klar indikation af, at man på Radio IIII ikke har taget samlet stilling til, hvordan man i sin sprogbrug og sit møde forholder sig til forskellige minoritetsgrupper.

Landsformand Susanne Olsen udtaler:

”Det, vi har været vidner til, viser, at vi desværre ikke er nået ret langt med holdningsændringer i den brede befolkning. Som jeg udtalte tilbage i februar, så er jeg (og vi) bestemt ikke krænkelsesparate, men vi vil insistere på, at de, der har et publikum, går foran, og de, der har en form for status eller forbillede rolle, har et særligt ansvar. Jo større publikum – desto større ansvar. Det har man, fordi denne type adfærd forplanter sig til modtagerne og herefter spreder sig som ringe i vandet.”

”Jeg mener, at denne type sager altid bør rejse spørgsmålet – hvad kan og bør vi så lære? Den verserende sag er for mig et klart eksempel på den store kløft, der desværre fortsat findes mellem mennesker med handicap og den brede befolkning. Den vigtigste vej til at skabe et sammenhængende samfund, hvor alle mennesker kan bidrage, er ved at møde hinanden med respekt. Jeg kan konstatere, at der allerede flyder både undskyldninger og dialog på tværs af de involverede parter. Den del vil jeg ikke gå yderligere ind i, men jeg tror, at sagen her først og fremmest må kalde på en generel debat hos os alle (ikke bare hos Radio IIII) om rummelighed, og hvordan vi møder hinanden med gensidig respekt. Gør vi det, så kan sagen måske ende med at hjælpe os til en bedre forståelse for hinanden”.